søndag den 17. februar 2013

Kender du det.......

Lige nu sidder jeg og nyder en kop kaffe. Det er søndag og sidste dag i vinterferien. Vi har bare taget en slapper - alle har slappet af og vi har det godt.

Men -
for ikke mange uger siden sad jeg i et hul. Et musehul plejer jeg at sige. En gang i mellem har jeg mest lyst til at sætte mig i et musehul og blive væk. Jeg sætter mig i musehullet når bekymringerne for drengene bliver kæmpe store og jeg ikke føler jeg slår til; når jeg føler jeg ingen nytte gør og ingen har brug for mig osv.
Jeg ved det ikke passer, men sådan kan jeg have det i længere tid - en tid hvor jeg køre på autopilot. Ting, der skal gøres bliver gjort, men så hellere ikke mere en det.
Når jeg er i mit musehul, har jeg ikke lyst til at snakke, skrive eller tale med nogen. Jeg vil bare sidde der og blive væk. Jeg bliver handlingsløs. Der er ikke mange der ved jeg har det som jeg har, for jeg har ikke lyst til at dele det.

Når jeg sidder der i mit musehul, er jeg ikke kreativ på nogen led. Jeg springer ikke ud i noget nyt og spændende. Jeg kan ikke bruge hjernen til noget fornuftig, for den er stået af.


Alligevel tager jeg afsted til planlagte ting. Jeg møder op og tør lidt op. En aften med latter og ingen forventninger gør mig godt. En aften med en flok, som kender mig og alligevel ikke. En aften hvor jeg skal koncentre mig om andet end mig selv. Det er dog ikke mig der tager initiativ til disse aftner, men jeg siger ja og møder op, for jeg ved det gør godt.

Jeg kommer ud af musehullet ved hjælp af latter og motion. Latter og motion betyder så meget for min sindstilstand. Men det kræver at jeg tager mig selv grundigt i nakken, der er ingen der kommer og siger nu skal vi ud og løbe/gå m.m. Den del står jeg helt selv for og hvor kan den være svær.
Kombinationen af motion, familien og de uforpligtende aftaler trækker mig ud af musehullet og lader mig finde mig selv igen.

Nu er jeg næsten mit gamle fjollede jeg, men jeg skal stadig passe på mig selv og det gør jeg. Men jeg "presser" også mig selv, for jeg ved hvad jeg kan.

Tro på dig selv og vær glad for dig selv. Det er hvad jeg vil gøre♥

13 kommentarer:

  1. Jeg har mit sorte hul...... og det trækker også ned af og i mig ind i mellem..... Fruen ved det.. Et par af mine veninder ved det.. Og de er super gode til at se bag min smilende maske.. og puffe mig op igen..

    Det er altid værst i de mørke måneder..

    Vi gør det så godt vi kan.. det der med livet.. :-)

    Hyggehygge
    Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er lige hvad vi gør ♥

      Slet
  2. Ja livet er ikke altid nemt ... Og værst i denne tid.
    Godt du kommer op igen ;0)

    SvarSlet
  3. Det kan være rigtig svært at falde i et sort hul, men det er vel nok dejligt, du formår at komme op igen.
    Kram og varme tanker herfra
    Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. with a little help ♫♪

      Slet
  4. I en kælder sort som kul
    allerdybest nede
    var et prægtigt musehul
    og en muserede.
    Skønt de levede lidt småt
    havde musene det godt....

    Det var en lille sang, som faldt mig ind. Modigt af dig, at du deler. Vi er mange, der tager en lille tur i hullet i kortere eller længere tid. Godt at vide, hvordan man kommer op igen:)

    SvarSlet
  5. Imorgen går jeg en lang tur.....

    SvarSlet
  6. Godt du kom op Henriette ;)
    Jeg kender det også godt selv, alt for godt!!
    Klem Gitte

    SvarSlet