torsdag den 29. november 2012

ho ho .....

Nu rapler det fuldstændigt for hende der Henriette
Jeg skal passe på der ikke går "Gertrud Sand" i det hele :o)

Jeg elsker at lave disse små ting. Men der er jo en grænse for hvor meget julepynt der kan hænge rundt omkring. Manden skulle også gerne kunne trække vejret i December.
Derfor gik det lige ud over anhængertrækket. Kugleskjuleren/krogen/dutten har fået nyt pynt. Mon Sine er kommet i julehumør - jeg må hellere tjekke hendes USB, der skulle helst være lidt julemusik på den.

onsdag den 28. november 2012

julle........

Jeg prøver - virkelig jeg prøver på at finde mit julehumør.
Disse små hjerter er færdige næsten inden jeg er startet. Søde det er de.
Det første træ jeg hæklede efter grandma-tree-tutorial, men det juletræ blev stort og mystik. Men men jeg havde fattet ideen bag juletræet. Man har vel hæklet en bedstemorfirkant eller 3.
Så jeg hæklede lige som til en bedstemorfirkant, nå ja altså så det blev til en trekant.
Der er kommet en del fra min nål. To veninder har fået træer og hjerter, som en lille værtindegave.

Måske jeg bare skulle lave lidt flere. Det kunne være jeg fik brug for en lille ting ♫♪

tirsdag den 27. november 2012

Benene op.......

Mon der er plads på hylden til mere marmelade???
Er der noget bedre end et bredt udvalg af marmelader?
Drengene har gjort mig opmærksom på at vi "kun" havde; solbærmarmelade, kirsebærmarmelade, æblemarmelade, lidt jordbær/rabarber, lidt rabarber og lidt blommemarmelade.
"Kun"?
Ok, af solbærene er der 8 små glas, kirsebærene 3 glas, æble 4 glas, jordbær/rabarber 1, rabarber 1 og 3 glas blommer. Ja, vi er ved at løbe tør :o)
Men jeg kunne godt se havde de mente. Der var ingen appelsinmarmelade og vi elsker appelsinmarmelade, især med lidt ingefær i. Der var heller ikke mere blåbærmarmelade og et glas jordbærmarmelade er ikke nok, når vi skal til at have æbleskiver.

Det har jeg rodet bod på.
10 glas appelsinmarmelade, 3 glas jordbærmarmelade
og 5 glas blåbærmarmelade

Nu tror jeg vi klare os året ud, inden jeg skal have lavet mere marmelade. Det skulle da lige være lidt Færøsk rabarbermarmelade - hihi godt jeg kan lide at sylte ♫♪

Lampeskærm


Til en ny lampeskærm bruges der:
lampeskærm stativ
lampeskærm folie (købt hos Terapi Hobby)
stof til beklædning af skærmen
papir, blyant, saks og universallim
Papiret skal være så stort, at lampeskærm-stativet kan trille en omgang rundt på papiret.
Tegn lampeskærmen-stativets bane op på papiret. Lav evt. et lille mærke på stativet, det gør det nemmere at se hvornår stativet har kørt en omgang 
Klip skabelonen ud og prøv den af på stativet. Ret skabelonen til inden der klippes mere ud.
 Læg skabelonen på lampeskærmfoliet. Brug lidt tape for at holde skabelonen på plads på foliet.
 Foliet er klippet lidt større i den ene side. Det lille stykke skal bruges til overlap på selve skærmen.
Klip et stykke beklædning ud efter skabelonen. Jeg har klippet beklædningen lidt større, for at kunne sy en blondekant på og for at kunne lave en ombuk omkring foliet.
Lig beklædningen på foliet et par gange inden det øverste lag på foliet fjernes. Det gør det nemmere at få lagt beklædningen rigtig på første gang.
Træk så stille og roligt noget af det øverste lag væk og stryg med hånden beklædningen på. Pas på folder og læg. Foliet klæber rigtig godt.
Vend skærmen om. Klip ned i beklædningen for oven, så kan beklædningen vendes om på bagsiden. Smør lidt lim på foliets bagside og lim kanterne fast.
Hvis der er påsyet en blondekant for neden skal den selvfølgelig ikke limes på bagsiden af foliet :o)
Når limen er tør, prøves skærmen på stativet. Sæt et lille mærke for oven og for neden, så det kan ses hvor stort overlappet skal være.
Giv overlappet noget lim og lim skærmen sammen. Pres det godt sammen og hold presset til limen er tør.
Sæt skærmen på lampeskærmstativet. Lim evt. skærmen fast til stativet.
Lampeskærmen sættes på lampen og der kan blive lys.

mandag den 26. november 2012

Hot - not.........

Vi har nogle store cafe glas fra Ikea. Glassene bliver noget varme når vi får kaffe/te/hyldtoddy/varm saft/varm cacao m.m. - underligt :o)
 Jeg gav mig til at lege lidt med min stak af brugte cowbukser. Der gik helt sport i det til sidst.
De er alle udstyrret med bund, så skal vi ikke bekymre os om hvor vi stiller glasset. Indvendigt er de foret med filt.
De sidder rigtig godt på glassene og vi får ikke brændt fingerne eller lavet skjolder på bordene :o)

lørdag den 24. november 2012

Ja, da...........

Nu passer min vinterjakke mig. Det er egentlig på tide, da jeg kun har haft jakken i 3 år. I de tre år har jeg været træt af at ærmerne, som var alt for lange. De var 7 cm for lange!
Jakken var udstyret med sorte knapper. Dem var jeg hellere ikke helt tilfreds med. Nu er de skiftet ud med lilla knapper.
Ikke nok med det. Det sidste pift til jakken bliver en lille QR - code. Den er dog ikke færdig broderet. Men hvor skal jeg sætte dette lille broderi? Jeg skal nok finde et sted til det.
En lidt træls vinterjakke er nu rigtig blevet min.

fredag den 23. november 2012

Jul.........

December nærmer sig og med meget store stridt syntes jeg.
Pludselig var der nogle ting, som skulle sættes igang. Ting skal trække :o)
Gløgg essensen er hjemmelavet i år. Der er vand, sukker, kanel, allehånde, nelliker, appelsin, citron, rosiner, rom og portvin i krukken. Nu skal det stå og trække mindst en uge. Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at smage - i skal nok få besked :o)
Stegte sild i lage lavede jeg til påske (tror jeg nok) og drengene (dem alle) vil gerne have stegte sild i lage. En ordentlig potion er sat i køleskabet. Her skal de helst stå et par dage, men de tager bestemt ikke skade af at stå længere. Nu får vi at se om der er sild til jul, ellers må jeg lave endnu en potion. Det er jo kun jul en gang om året.
Lidt sent ude er jeg nu med denne fordej. Jeg syntes ikke helt den blev lige som sidste år, men nu er den også sat i køleskabet. Det er en fordej til honninghjerter. Opskriften er Meyers og kan findes her

Müsli bar


40 g smør
2 dl mandler
1 dl rosiner
2 dl kokosmel
4 dl müsli
4 spsk honning (fast)

form 20 x 20 cm

Mandlerne hakkes groft og behøver ikke at blive smuttet.
Smelt smørret på en stor panden.
Rist mandlerne og rosinerne ved middel varme.
Tilsæt kokosmel og müsli og rør godt rundt i det. (større stykker bananer knækkes i stykker)
Honningen røres i til det er helt smeltet. Panden må ikke blive for varm, så kan ingredienserne blive branket.

En form på ca. 20 x 20 cm beklædes med bagepapir. Kom massen i og brug endnu et stykke bagepapir og evt. grydelapper til at presse massen helt ud til kanterne. Massen trykkes så meget sammen som muligt og stilles på køl.
Når massen er blevet kold og fast, skæres den ud i stykker med en skarp kniv.

Jeg pakker stykkerne ind i film, så er de lige til at tage med eller til at ligge ned i madpakken.
De 2 dl mandler kan erstattes af 2 dl blandede nødder.

torsdag den 22. november 2012

læse........

Bøger - er en skat.
Jeg har et problem.
Problemet er bøger - nej ikke bøgerne som sådan. Det er mere det at læse bøgerne - ikke at jeg har problemer med at læse - nix.
Det er bare det, at når jeg åbner en bog - så kan der gå en dag eller to. Dagene er bare væk!
Jeg får ikke lavet noget. Der bliver ikke bagt, ryddet op, gjort rent, vasket tøj eller nogen form for håndarbejde.
Jeg læser - læser - læser - læser lige til bogen er færdig. Der er godt nok et ur der ringer efter den første time og jeg går så fra bogen, men der går ikke mere end en ½ time - så sidder jeg der igen og læser.

Normalt kunne jeg læse en time omkring middag. Men nu!
Åbner jeg en bog og tiden er væk.

Nu prøver jeg igen - efter to måneders bogfri.
Der skal udøves selv disciplin! En time om dagen!
Ind til nu er det gået :o)  jeg har læst en time her fra morgen sammen med morgenkaffen.

Bogen jeg har startet på er den, som alle åbenbart har læst. Jeg må være den eneste, som mangler at læse "Fifty Shades of Grey" af E.L. James. Nu er jeg igang og dejligt er det at læse. Jeg har savnet det!

Nyt til madpakken....

Det er et stykke tid siden jeg har lavet noget godt til drengenes madpakker. Det med at købe et eller andet, som skal ligge ved siden af brødet, frugten og grøntsagen er ikke nemt.

Tit får drengene lidt mandler og rosiner med i en lille pakke film.
Men men nu lyder det. "mor, må jeg ikke få nogle af de der bar med"
og når jeg nu var igang så kunne jeg lige så godt svine køkkenet mere til :o)
Det blev til nogle små kiks og for at komme den søde tid i møde er de krydret med kanel, nelliker og allehånde. Mums, jeg må se om jeg kan holde mine fingre fra dem.
Opskriften på kiksene kan findes her.

Nu er der lidt godt til madpakkerne for en tid ♥

tirsdag den 20. november 2012

Drops 106-1.....

Endelig er den færdig. Den har ikke været den sjoveste at strikke. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg var ved at falde i søvn over retmaskerne.
Fakta:
Model: Drops 106-1
Garn: Alpaca og Cotton Viscose
Pind : 3½ og hæklenål 3
Knapper : ikke fundet endnu :o)
Tid : startet maj 2011 og færdig 16 november 2012 (ok, ingen knapper)
Trøjen har lagt i en kurv i flere måneder og jeg har bare skulet til den.
I fredags skulle der pakkes en weekend taske. Vi skulle til Sjælland på begsøg hos en veninde og hendes kæreste.
Så stod jeg der og beklagede mig. Jeg havde ikke en trøje, som passede til det tøj jeg ville have med. Hvad kommer der så ud af Mandens mund. "hvad med den der i kurven?"
Jamen, den var jo ikke færdig! Jeg tog et kig for at se hvad der manglede.
HI - ærmerne var syet sammen, siderne var syet sammen, skulderne var syet sammen, enderne var stort set hæftet, den hæklede kant var på begyndt.
Altså, Henriette!! hvorfor er den ikke blevet lavet færdig!!
En frisk kop kaffe og i løbet af en time var trøjen klar. EN TIME - hvor dumt er det så at gå og skule til den!
Trøjen er dejlig varm og måske bliver jeg også glad for den :o)

torsdag den 15. november 2012

Står du lige......

Sidder du lige og gerne vil hækle et eller andet.
En frø, en løve, Southpark drengene, lidt sushi eller noget helt andet.

Så syntes jeg du skulle tag og kigge lidt på denne side
Her er alle mulige skønne figurer, med mønster. De fleste mønstre er på engelsk, men der er også nogle stykker på svensk og tysk - hvis det hjælper.
lånt her


onsdag den 14. november 2012

Endelig.....

Endelig kan jeg gense "Familien Andersens julehemmelighed" 
med Putte og hendes gas- og vandmester,
Åse og Tage Andersen
Julmand 39 og hans hjælper Frits
Moster Karen og Onkelen fra Australien
og den kære bornholmske postbud.

Jeg så den helt tilfældigt i Bilka her idag og wupti ned i kurven røg den. Nu skal der ses "Familien Andersens julehemmelighed" - jeg ved ikke om jeg kan vendte på at det bliver december.
Heldigvis er hele familien med på at vi skal se Putte & Co. Drengene har bare hørt om Familien Andersen og set små klip på Youtube, men de ved ikke hvad deres julehemmelighed er ;o)
Glæder mig ♥

Knappe nap.....

Jeg havde bestilt knapper til overtræk gennem Amazon.co.uk. Ikke mindre end 100 knapper, som er klar til at blive overtrukket med lige hvad jeg kunne tænke mig.
Jeg skulle bruge 14 knapper til min vinterjakke. Nu har jeg i snart over et år, gået med en ide til nye knapper, men jeg fik ikke købt disse overtræksknapper. Nu har jeg 100 til 2 kr á stk. :o)
Jeg har aldrig lavet mine knapper selv. Men jeg gik straks igang! Det kunne da ikke var svært. Jeg havde dog købt en lille pakke knapper med lidt udstyr i.
Der blev klippet et stykke stof ud, stoffet kom i den hvidegummidims, overknappen stoppet ned i stoffet og kanten blev trykket godt ned i overknappen med den blåfidus. Så skulle bunden på, jeg pressede og pressede og lige lidt hjalp det. Nogle gange har jeg ikke så mange kræfter i hænderne, så måske det var mig - så jeg ventede til Manden kom hjem.
Manden kunne hellere ikke presse knappen sammen - så han tog prøve knappen med i værkstedet og gav den en dask. Super, men men nu var min knap blevet flade og ikke rund på overfladen.
Der skulle lave et eller andet som havde form efter knappens overflade. Kunne vi snitte eller ?
"Det der ler i lige har leget med, hvor hårdt er det?"  Tja, det vidste jeg da ikke, men jeg havde da et stykke Manden kunne få lov til at daske på. Stykket fik en tur med kødhammerens flade side og så fra den hakkede side. "Det kan den godt holde til, se næsten ingen mærker" Kødhammeren er af træ, bare lige så i ved hvad Manden slog med :o)
Et stykke brunt fimoler blev formet og en knap blev presset ned i fimoleret for derefter at blive bagt i 40 min i ovnen. Nu var slå formen klar.

Jeg fik hurtig klippet stof og stoppede knapperne til, men jeg kunne ikke slå de knapper i uden at slå mig over fingerne. Manden rystede på hovedet, for hans fingere var da noget større end mine og det gik smerte frit for ham.
Hurtig blev arbejdet fordelt. Manden slog, mens jeg gjorde knapperne klare. Rolig, nu det var kun knapperne han slog :o)

Er de ikke bare fine. Nu skal de bare sættes i jakken, også når jeg nu er ved vinterjakken, så skulle jeg måske lige tag og ligge de ærmer op. De er alt for lange til mig. Jo, det er lige hvad jeg skal. Jeg gør det lige med det samme her lige om lidt.

God dag ♥

tirsdag den 13. november 2012

Hvad......

På messe i Fredericia købte jeg garn til en trøje til mig selv hos LM Design. Lene Martinsen havde vidst hendes modeller sammen med et tilbehør.
Sådan et tilbehør ville jeg da gerne have. Nu er der så gang i 10 m x 3 i 3 farver på pind 3½ i Arwetta fra Filicolana. 
Der er endnu 3 farver i tankerne. Det bliver så til 6 stk snor, som kan kombineres til det lille pift til ens tøj.
lånt her

mandag den 12. november 2012

Skal, skal ikke.....

Tilmeldingen til DuPont løbene i starter d. 15. november og lige nu sidder jeg og siger
skal, skal ikke
Det er svært. Ingen undskyldninger, lige p.t. kan jeg alle 5 datoer. 
Jep det er 5 løb, men 1 i januar, 2 i februar, 1 i marts og den sidste i april.
Jeg deltog i år og vejret var skønt og forskelligt hver gang. Der var lige fra høj sol til snevejr og hvis jeg skal være ærlig, så var det "sjovt".

skal, skal ikke
skal, skal ikke
skal, skal ikke
skal, skal ikke
skal, skal ikke
........ ?

Sprogø.....

Det går strygende med at strikke trøjen til Manden.
Det er Annette Danielsens "Sprogø", som er på pindene til Manden.
For og bagstykke er færdige og skulderne er strikket sammen. Manden har haft den over skulderen og man skulle tro, at trøjen var strikket til ham ;o)
Ærmerne er kommet på pindene og det går også lystigt frem ad. Manden har fået et lille bi job. Han filter garnet op om aften :o)  Det er utroligt hvor hurtigt garn kan filter sammen. Jeg forstår det ikke, jeg strikker bare - det er ikke mig, som sidder og filter garnet sammen.

Mandens trøje har ikke helt de samme farvevalg, som foreslået af AD. Knopperne i siden skulle have været hvide, men her bliver knopperne grønne. Det passede bedre til Manden.
Jeg havde ikke drømt om at Mandens trøje ville gå så stærkt, men mønsteret sidder bare i fingerne - og det betyder alverden.

lørdag den 10. november 2012

weekend nusseri.....

Jeg har en masse broderigarn liggende og hvor det roder. Jeg kan ikke overskue det og er ret træt af det. Jeg ville så gerne at broderigarnet lå pænt i en æske, hvor alle farverne var til at overskue. 
På et stykke tykkere pap har jeg tegnet vindsler.  Der kan være 28 stk på en A4.
Nu klippes der på 2livet løs". Det passer lige til en kop kaffe/te og en grå vejrs lørdag. Der skal klippes mange, men lidt ad gangen hjælper på stakken.
Nu glæder jeg mig til broderigarnet er virklet op på vindslerne, med nr. skrevet på - de nr. jeg har. En æske til alle vindslerne har jeg ikke - endnu. Mon ikke jeg finder noget som lige passer til mine vindsler.
Har i set nogle smarte eller paktiske æsker?

torsdag den 8. november 2012

En bestilling....

Manden går til Sløjd (kaffe/kage klub) i vinter halvåret. De skiftes til at tage kage med til kaffen.
Så kommer Manden hjem og siger "Vi fik gåsebryst sidste år omkring Mortens aften, det skal vi også have i år, for det er da en tradition" :o)
Til i aften står der gåsebryst på sløjdholdets kalender. Det må jeg så se om jeg kan opfylde ;o)
Butterdejen er taget op og om lidt sættes sveskemosen i gang. Så er der lige kagecremen, som skal op og koge for så at køle ned og blive vendt med flødeskum.

"Mor, vi vil også gerne have et gåsebryst"
Selvfølgelig skal de også have et stykke, så der skal lige laves gåsebryst til 12 personer :o)

onsdag den 7. november 2012

På tur.....

I går var en ose dag. Det er farligt når man ikke har haft bil i nogle måneder også pludselig at have egen vogn igen :o)
En tur ind til Århus gik det og på vejen ind fik jeg da lige samlet Gitte op. To på tur er hyggeligere end en på tur.
Sikke en dag. Gitte blev samlet op lidt over 9 og så satte vi næsen ind mod Århus.
Første stop var TerapiHobby. Husk altid at have varmt tøj på når i besøger TerapiHobby :o)
Her fik vi undersøgt alle hylderne. Med hjem fik jeg lidt mere garn fra Filcolana, en enkelt Cernit og så noget lampeskærmfolie.
Nu må jeg så se at finde ud af hvordan man laver lampeskærme. Måske jeg Googler lidt ;o)

Vi gjorde et lille hold hos Sondrup Bilcenter, da jeg havde et par spørgsmål omkring vores nye bil.
Næste stop blev Læderiet. Her havde vi aldrig været før og hold da op vi blev overrasket. Sikke et sted!
Vi fik rodet i et par kasser eller 7 - fyldt med læder rester. Bagefter gik vi alle hylderne igennem - hvad de ikke har af ting og sager.
Heldigvis fik vi en katalog med hjem, så kan vi sidde hjemme og sætte krydser.  
Nu var vi godt kaffetørstige og sukker-kolde og klokken var også blevet over frokost. Afsted det gik til Ikea. Det var egentlig det som var hele turens mål :o)
Efter et par kopper kaffe og en bid brød kunne vi igen. Ikea blev set efter i sømmene.
Jeg havde et par ting, som skulle med hjem og dem fandt jeg.
Et nyt langt luv tæppe til at ligge foran pejsen - lige til drengene at ligge på foran fjernsynet. Nogle plastik dækservietter til mit Fimoler udruling. Et par vaser til orkiderne eller bare til nogle julekugler :o)
Jeg fik også en kunstig blomst, men hvor pokker den er henne det ved jeg ikke. Den må være røget af i svinget.

Sikke en dag. Jeg var helt udbrændt, men inden jeg kunne vende næsen helt hjem så skulle jeg lige hente noget i Løvbjerg og og Mellemste skulle lige hentes.
Men heldig var jeg, for da jeg kom hjem kvart over fem, så havde Manden næsten maden færdig ♥ Jeg kunne bare stille tingene på plads og stille min ind i køkkenet og snakke ham ørene af, om hvad Gitte og jeg havde oplevet.

tirsdag den 6. november 2012

Brødkurv...

Stod lige og manglede en værtinde gave - hm hvad skal jeg finde på :o)
En brødkurv i tykt filt, det må lige være sagen.
Men det skulle ikke være lige som dem jeg før har lavet (123)
Heldigvis har altid (næsten) tykt filt liggende. Lige nu har jeg sort, bordeauxrød, gul og neongrøn.
Jeg valgte den mere sikker sorte, da jeg ikke før havde været i deres hjem og ikke vidste hvilken farve ville passe bedst ind.
En kvadartirsk kurv med prikker. Tre små grå prikker på hver side, men på en side er en prik orange og større.
For at pifte kurven lidt op er den syet sammen med neongrøn.
Værtinden blev glad for den og værten fik også en lille ting, en flaske Romtopf.

mandag den 5. november 2012

Kjolen min.....

Endnu en :o)
Denne model er bare skøn. Jeg har det virkelig afslappet i disse jersey kjoler. Modellen er igen #2008 fra Onion.
Den er simpel og let at sy. Ca. 2 timer så er stoffet klippet og kjolen færdig :o)

Den næste jeg skal have syet skal have lidt ærmer. Det er jo ved at være koldt uden for.
Her kan du se den anden kjole i samme model.

lørdag den 3. november 2012

Hyldebærsorbet


2½ dl hyldebærsaft
3 dl vand
200 g sukker
1½ pasteuriserede æggehvider
30 g flormelis

Kog sukker og vand op til en sukkerlage. Afkøl herefter sukkerlagen helt.
Bland hyldebærsaft i sukkerlagen.

Har du en ismaskine bruges den til at fryse saftmassen til den bliver grynet.
Har du ikke en ismaskine, så kom saften i fryseren og rør jævnligt i saften indtil den bliver grynet.

Pisk æggehvider stive sammen med flormelis.
Tag saften og pisk den sammen med æggehviderne.
Nu skal sorbeten fryses færdig, enten i ismaskinen eller i fryseren - men husk at rør i isen under indfrysningen i fryseren.

fredag den 2. november 2012

Semifreddo m. chokolade

ca. 1 liter

¼ l fløde
75 g sukker
50 g mørk chokolade
3 pasteuriserende æggehvider
15 g sukker

Hak chokoladen i minihakkeren eller riv den på rivjernet.
Pisk fløden til der kommer bløde toppe. Tilsæt sukker og pisk til der kommer stive toppe.
Vend chokoladen i flødeskummet.
Pisk æggehviderne stive med det sidste sukker.
Vend æggehviderne i flødecremen.
Kom massen i en form og frys den til den er fast, ca. 5-6 timer

Isen tages ud lige inden den skal spises.
Semifreddo er en blød is, den bliver ikke hård under frysningen.

torsdag den 1. november 2012

Fra Messe.....

Der var mange fristelser på Kreativ messe i Fredericia. Jeg havde ikke brug for noget og har projekter nok igang - men der var en stand som lokkede mig tilbage.

Det var LM Design.  Lene Martinsen havde ikke kun en trøje, som fristede men flere - nøj det var svært.
Valget blev model 2014. En lækker trøje, som starter med "blonder" for så at gå over i snoninger. Super er det, da jeg gerne vil strikke noget med hulmønster og snoninger :o)
Tag et kik ind på LM Design og se de andre skønne trøjer fra Lene Martinsen.