søndag den 28. februar 2010

"gammel" legetøj....

Har været hjemme hos mine forældre for at rydde op i mine "gamle" ting. De kan ikke være så gammel, for jeg har leget med dem   ;o)
I går hentede jeg det jeg ville have med hjem og i dag har jeg fået set det hele igennem igen.
Der var dukker, dukketøj, dukkesenge, glansbilleder, enkle påklædningsdukker, frimærker, bøger, bimse, barbie, skolebøger, spejderting, min bamse, breve fra min mand og min brudekjole.
Nu skal svigermor kigge dukkerne igennem, hun samler på dukker, desuden vil hun gerne have et par dukker, som har været mine.

Hold da op det er skægt at kigge sine ting igennem fra ens barndom og ungdom. Selv mine drenge syntes det var spændende at se, hvad det var mor havde leget med som barn og især hendes skolebøger. Heldigvis var der en pæn orden og gode karakterer - så der kunne de ikke sige "hvorfor skal vi så........"

Tiden til oprydning af loftet var kommet nu, fordi mine forældre har fået huset solgt og nok flytter i noget mindre. Nu er det også 22 år siden jeg flyttede hjemmefra og mine forældre har flyttet en gang i mellemtiden, så det var vidst på tide jeg fik hentet mine ting.

torsdag den 25. februar 2010

foran pejsen...........

En stille formiddag foran pejsen - dejligt. Nå nå helt stille startede den ikke. Jeg havde en aftale med en talepædagog kl 9:30. Hun skulle komme her - jeg blev først vækket kl 8:45. Min søde mand ville lade mig sove lidt længer i dag (havde aftenvagt i går og har været træt den sidst tid) Hold da op jeg kom op af sengen og ud under bruseren.
Men efter at talepædagogen var gået kunne jeg sætte mig foran pejsen med en bog. Det trængte jeg til. Endnu en bog af Jo Nesbø. Jeg er kommet til at holde af hans hoved person, Harry. Han er ikke for heldig, han har et problem med alkohol og med at få en tilværelse til at fungere udenfor arbejdstiden - til gengæld er han en rigtig god efterforsker. Det er nogle spændende bøger om Harry Hole - prøv dem. Jeg fik dem anbefalet af vores lokal boghandler - han mente at jeg skulle prøve at læse Jo Nesbø, fordi jeg godt kunne lide forfatter som Stieg Larson, Camilla Läckberg og Elsebeth Egholm. Hvis du kan lide de samme forfattere så prøv Jo Nesbø.

tirsdag den 23. februar 2010

ugen der gik........

Hvor blev vinterferien af?   Tiden bare fløj af sted uden vi fik lavet det helt store. Planen for ugen var en tur i Kattegatcentret og en tur i biffen. Turen i biffen blev erstattet med nye dvd'er, så var der ellers lagt op til film hele ugen.
Ældste søn havde meldt sig på turbo-knallertkørekort, det var fra mandag til onsdag. Det var ikke lige den varmeste tid at tage knallertkørekort - han syntes det var noget koldt, den dag de skulle køre rundt hele dagen, selv om han havde taget både termotøj og vindtætte bukser på.

Så turen til Kattegatcentret skulle ligge om torsdagen. Der ville være lidt tidspres, for jeg skulle møde ind kl. 16 - men det kunne gå. Det gjorde det bare ikke for der kom sne igen, igen.
Pyt - vi tog afsted søndag og tog farbror og onkel med.
Søndag morgen blev der smurt madpakke og selvfølgelig havde jeg da lige bagt en kage om lørdagen - så der var lidt til kaffen.

Alle tre drenge er medlem af Pandaclub. Det koster kun 250 kr om året og er for børn og unge op til 16 år. De får gratis adgang til 12 forskellige dyreparker og et par gange om året er der pandaevents, hvor de må tage 2 voksne og 1 barn med. Hvis man som os tit tager afsted til dyreparker (zoo, regnskov....) er pandamedlemskabet hurtigt tjent ind.

I Kattegatcentret var der i vinterferien mulighed for børnene at undersøge en blæksprutte. Der var ingen tvivl om at det lige var noget for vores mellemste. Blæksprutten blev undersøgt og kønsbestemt og med hjem i en lille pose fik han linser, næb og skal.



Det sidste vi så inden turen gik hjem var selvfølgelig hajfodring. På billedet er det nu en stor rokke, som bliver fodret og den blev ved med at spaske med vandet i et stykke tid. Nogle af hajerne blev fodret med hånden og nogle andre blev fodret ved hjælp af en "fiskestang". Det er nogle fantastiske dyr.

Tips: når man tager afsted på udflugt - husk at lade batterierne op til kamerat inden ;o). Der findes ikke noget være end at opdage der ikke er meget strøm tilbage på kameraet.

torsdag den 18. februar 2010

Hvid chokolademousse m. hindbær-jorbærtrifli

5 pers

Trifli:
½ vaniljestang
250 g hindbær
250 g jordbær
150 g sukker

Hvid chokolademousse:
200 g hvid chokolade
6 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk. flormelis
1 blad husblas
1 dl piskefløde

12-18 makroner (knust)

Trifli: skrab kornene ud af vaniljestangen og gem dem til moussen. Kog hindbær, jordbær, sukker og vaniljestangen op, lad det kog i ca. 5 min. Køl det af og fjern vaniljestangen.

Mousse: Hak og smelt chokoladen over vandbad. Udblød husblassen i koldt vand i 10 min. Pisk æggeblommerne hvidt med flormelis og vaniljekornene. Rør chokoladen i. Smelt den knugede husblas over vandbad. Rør lidt af chokolademassen i. Rør husblassen i chokolademassen. Pisk føden til blødt skum, og vend det i chokoladeblandingen.

Læg makroner, trifli og mousse i flere lag i portionsglas.
Lad desserten stå i køleskabet en times tid.

Tips: lav evt. triflien dagen før.

tirsdag den 16. februar 2010

En tænke pause..........

For knap 5 måneder siden så min blog dagens lys. Den har ikke været svær at starte og det har ikke været svært at skrive, da min blog omhandler mange ting. 
Jeg skriver om små ting, som sker her og nu. Ting, som jeg går og sysler med og ting, som jeg vil dele med andre. Så er det, jeg kommer til at tænke på - er der nogen derude, som læser min blog. Jeg har fået to faste læser - Tak til jer, men mon i er de eneste.
Det sagde jeg til min kære husbond og straks kom der et svar "der findes en kode vi kan lægge ind på din blog så kan du se hvor mange besøgende du har"  Wauuu - fantastisk, dette er en ny verden for mig. Vi fandt straks et sted på nettet (gratis) og fik lagt en kode ind på min blog.

De sidste 23 dage har der været
  • 44 tilbage-vendende besøgende 
  • 65 første-gangs besøgende
  • 188 pageloads
Altså der er nogle der læser min blog og det er jeg rigtig glad for  :o)
Der er også nogle uden for Danmark, som finder ind på bloggen, USA, Tyskland, Norge, Sverige og Luxenburg. Dog er der, som forventet flest besøgende fra Danmark. Jeg syntes det er lidt sjovt, at se hvor folk kommer fra, ikke hvem de er for det kan jeg ikke se, men hvor i verden de bor. Ikke at det har nogen betydning for, hvad jeg vil skrive her på bloggen, men det har en betydning for mig, at jeg ved der er nogle som ser/læser det jeg ligger på bloggen.
Det kunne nu være sjovt hvis flere ville melde sig som faste læser, men det kommer nok med tiden. Bloggen er ikke så gammel. :o)



fredag den 12. februar 2010

Tid til..........

Så er det fastelavnstid. Her dagen før vinterferien holder drengenes skole fastelavnsfest. Det er dog kun indskolingen, der bruger hele dagen til tøndeslagning og fastelavnsbollespisning. Så det var kun en der skulle "pyntes" fra morgenstunden. Resultatet er ret godt - han ligner næsten Jack Sparrow udstyret med rygsæk.






Jeg har længe gået og snakket om en cd af Sara Gazarek. Nu har Bo fundet hende på bibliotek.dk og fået hende bestilt hjem. Så hele formiddagen er gået med at høre hendes cd "Yours"

Nu bliver jeg nødtil at finde et sted, hvor jeg kan købe den. Hun ligger i samme genre som Noah Jones. Jeg har søgt på nettet efter hende og bliver nok nød til at bestille cd'en hjem fra Amazon.

Hele køkkenet dufter af kanelsnegle - og jeg bager rugbrød. Grunden er jeg bagte Cinnabon's i går. Bo skulle have kage med til sit sløjdhold (jeg kalder det kaffe og kage klubben). Så der blev bagt "ulækker" kanelsnegle. De smager bare fantastisk. Så vidste jeg også at der vil komme nogle drenge hjem fra skole, som ville kigge langt efter disse snegle - hvad gør en mor så? Hun bager selvfølgelig noget til dem og lige nu er det tid til fastelavnsboller. Så ud over kanelsnegle bagte jeg også fastelavnsboller, men nok så der også er til i dag.

Den tilbage melding jeg fik var "mor, du bager bare de bedste fastelavnsboller,mmmm" Dejligt :o)

Fastelavnsboller

Boller op, boller ned
boller i min mave

12 stk.
1,4 dl skummetmælk                          
50 g gær                                            
4 spsk. rørsukker                               
1 æg                                                  
1½  spsk.olie                                     
357 g hvedemel                                 
                                                          
Cremé:
2 æg
3 spsk. rørsukker
2 dl skummetmælk
1 vanillestang
1 spsk. mel
evt. syltetøj el. chokolade

Pynt: glasur el. mørk chokolade

Cremen laves af æg og sukker, der er pisket godt sammen. Kom mel, mælk og vanille i og varm langsomt op under piskning til den ”tykner”. Tages af varmen og afkøler, mens dejen laves. 
Gæren udrøres i mælken og sukker, æg, olie og hvedemel kommes i. Dejen æltes blank.


Dejen rulles ud til ca. 40 x 30 cm og skæres ud i 12 ruder á 10x10 cm. Læg fyldet på. Nu foldes hjørnerne mod midten, siderne klemmes lidt og foldes mod midten, bollen vendes forsigtigt og lægges på sammenføjningen på bagepapir under et klæde i 45 min. Bollerne pensles med kold kaffe og bages ved 220° i ca. 10 min.

Kom evt. lidt mørk chokolade på fastelavnsbollerne mens de er varme, så er det ikke nødvendigt at smelte chokoladen, eller lad fastelavnsbollerne køle af og pynt med glasur.

Tips: Dejen må ikke rulles for tyndt ud, den kan briste under bagningen og fyldet vil flyde oven ud. Dejen skal helst være lidt klistret og ikke rullet i for meget mel, det gør det nemmere få bunden til at hænge sammen.

Cinnabon's (kanelsnegle)

De er bare lækkere, men ikke slankende ;o) 
Da vi boede i Montana og tog på shopping tur i Billings, kunne vi i the mall købe ny bagte cinnabon. De duftede og smagte vildt godt. Denne opskrift minder meget om dem, men spis dem nu ikke for tit, det kan ikke være sundt.

Dej:                                            
 dl vand                                 
50 g gær                                   
½ tsk. sukker                              
1¼ dl mælk (varmet)
75 g sukker 
75 g smør (smeltet)              
1 tsk. salt                                         
1 æg (let pisket)                               
600 g mel

Fyld:
57 g  smør (smeltet)
170 g sukker
1½ spsk. kanel


Bund:
57 g smør (smeltet)
28 g sukker

Glasur:
75 g smør (smeltet)
270 g flormelis
1 tsk. vanillesukker
3 spsk. varmt vand

Bland vand, gær og sukker sammen. Smelt smør og bland det med mælk, sukker, salt og æg. Bland det sammen med gær blandingen. Tilsæt mel. Lad det hæve til dobbelt størrelse (ca. 1-1½ t).

Slå dejen ned og lad den ligge i 5 min. Rul dejen ud til 37x25 cm. Smør dejen med smeltet smør. Bland sukker og kanel og hæld det over dejen. Rul dejen sammen til en roulade. Skær sneglene ud 12-16stk.
Hæld smeltet smør i en lille bradepande og drys sukker over. Sæt sneglene i panden og lad dem hæve i 45 min. Bages ved 175° i 25min.

Lav glasuren mens sneglene køler af. Bland smeltet smør, flormelis og vanillesukker og til sæt vandet en spsk. ad gangen. Hæld det over sneglene.

Tips: Sneglene kan laves og sættes i køleskabet inden de bages, men ikke mere end 12- 14 timer før. De tages ud af køleskabet og står ude på bordet, mens ovnen varmes op.

onsdag den 10. februar 2010

pust, støn....

Manden og jeg har snart løbet i et årstid. Det går også meget godt, når vi husker at komme afsted mindst 2 gange i ugen. Han løber noget hurtigere end jeg, men han har også længere ben end jeg har........


Nu er det bare det at efter et pænt vægt tab er min mave kommet til at hænge lidt. Ikke bare det - ind i mellem er der begyndt at komme små stik i lænden når jeg har løbet.....hm.
Heldigvis er det ikke kun mig, næ manden kan også mærke lænden. Så var det at jeg havde lånt nogle "I form" blade og var kommet til at læse at smerter i lænden kunne skyldes for svage mavemuskler. øv øv øv

Svage og svage ved jeg ikke, nu er de ihvertfald ømme! For jeg er begyndt at ligge mig på gulvet og bøje maven. Mon det nu hjælper - for nu gør det ondt når jeg griner og det gør jeg meget. Hm........ja ja, jeg ved det godt, musklerne i maven skal bare i gang og så kan det være jeg også får en strammer mave. De få gange har da hjulpet på lænden, så noget godt gør det.
av av av ;o)

Rugbrød på surdej


7½ dl vand
180 g knækkede rugkerner
3½ dl surdej
14 g gær
3 tsk. salt
2 spsk maltmel
900-1000 g rugmel


1. dag:
Kog vandet op og læg kernerne i blød, eller sæt kernerne i blød dagen før i koldt vand.
Når vand og kerner har stuetemperatur, blandes gær og surdej i.
Kom maltmel og salt i.
Gradvist tilsættes rugmel.
Hvis dejen røres i en røremaskine, så lad den køre de første 5 min. på den laveste og så derefter på en højere hastighed i 5 min.
Kom dejen i en 3L rugbrødsform. Prik dejen med en kødnål og dække den med film.
Sæt rugbrødet i køleskabet til næste dag.

2. dag: Tag rugbrødet ud af køleskabet og lad det få stuetemperatur ca. 3 timer. Prik rugbrødet igen inden det bages, for at undgå luft mellem topskorpen og resten af brødet.
Bag rugbrødet ved 190º 1 time og 15 min.
Jeg hælder rugbrødet ud af formen og giver den endnu 15 min, med bunden op.
Bank evt. under brødet for at høre om det er bagt, brødet skal lyde hult.
Rul straks rugbrødet ind i et rent viskestykke, lad det køle lidt af og kom så brødet i en pose. Det giver en blødere skorpe.
Når rugbrødet er kølet lidt af, kan det sæt i køleskabet til næste dag.

Smagen af rug bliver fremhævet ved at lade brødet hæve koldt i et døgn.

Variation: 
erstat noget af væsken med kærnemælk
erstat noget af væsken med øl
tilsæt en håndfuld, græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø og sesamfrø eller blot en slags kerner

mandag den 8. februar 2010

Strømper strømper.......

Man skulle tro jeg ikke strikkede andet end strømper. Ind i mellem har jeg det også sådan, men jeg vil nu sige at hvis man gerne vil have lidt håndarbejde med i bilen eller til at fordrive noget vente tid med, så fylder 4 strømpepinde og et garnnøgle ikke meget og selve arbejdet (strømperne) bliver ikke noget stort, som kræver en taske for sig selv.
Derfor har jeg næsten altid gang i et par strømper. Strikketøjet kan være i min lille valkede taske, sammen med min pung og mobil. Så når jeg skal på længere ture i bil (som passager) strikker jeg, har jeg vente tid hos lægen, frisøren m.m. så strikker jeg, selv hvis jeg er lidt tidligere færdig med min aftenrunde i hjemmeplejen, så kommer strømpepindene frem. Jeg har det allerbedst når jeg har noget i fingerne og et lille stykke strikketøj kan ikke genere nogen.
Strømper er noget jeg udfylder pauser med. Jeg har som regel et større projekt igang. Lige nu strikker jeg en top til mig selv, og er blevet færdig med forstykket og er godt på vej med bagstykket. Det er noget jeg sidder med om aften, men da jeg ikke har så mange aftner lige p.t. går det noget langsommere end jeg er vant til. Men toppen bliver færdig.

Strømper til børn


Str.: 2-(4)-6-(8)-10-(12) år
Garnforbrug:1-1-1-1-1-2 ngl pr par
Pinde: 3
Strikkefasthed: 29m og 40p i glat på
                           p3 = 10x10 cm
Skaftet:
Slå 38 (38) 42 (46) 50  m op og strik 8 (9) 10 (12) 13  cm rib, 2 ret, 2 vr.

Hæl:
Hælen strikkes over omgangens 16 (16) 18 (20) 20  første m, resten hviler. Strik 16 (16) 18 (20) 20  p rib frem og tilbage.

Kile:
1.p (retsiden): Strik r til der er 8 (8) 9 (9) 10 m tilbage, 2 sm vend arb
2.p (vrang): tag 1. m løs af p, strik vr til der er 8 (8) 9 (9) 10 m tilbage, 2 vr sm, vend arb
3.p: tag 1 m løs af p, strik r til der er 7 (7) 8 (8) 9  m tilbage, 2 sm, vend arb
4.p: tag 1 m løs af, strik vr til der er 7 (7) 8 (8) 9  m tilbage, 2 vr sm, vend arb
Forsæt indtagningen til der ikke er flere m tilbage.
Del m fra hælen på to p. Strik 8 (8) 8 (10) 10 m op på hver side af hælen. Strik 8(8)9(10)10 m på hver side af hælen r og resten i rib så det passer med vristens rib.
Hver 2. omg: strik 2 sm før vristens m og 2 m drejet sm efter vristens m, til der i alt er 38 (38) 42 (46) 50 m.

Foden:
Fortsæt lige op til foden har den ønskede længde minus 4-5cm. 6 (7) 8 (9) 11 (13)cm

Tåen:
Fordel vristens 22(22)24(26)30m på 2 p og sålens 16(16)18(20)20 m på 2 p.
Beg. midt under foden og tag ind til tåen således:
1.p: strik r p ud
2.p: strik 2 sm, strik p ud
3.p: strik til der er 2m igen, 2 sm,
4.p: strik r p ud
Gentag på hver omg til der er lige mange m på alle 4 p.
1.p: strik til der er 2m igen, 2 sm
2.p: strik 2 sm, strik p ud
3.p: strik til der er 2m igen, 2 sm,
4.p: strik 2 sm, strik p ud
Gentag på hver 2. omg til der er 24m igen, derefter tages ind på hver omg til der er 8 m igen. Bryd garnet, træk det igennem alle m, stram til og hæft.

fredag den 5. februar 2010

Nøddetærte


2 æg
en knivspids salt
35 g smeltet smør
150 g lys majssirup (eller anden sirup)
125 g farin
1 tsk. vaniljesukker
125 g grofthakkede pecannødder (eller valnødder, hasselnødder)

1 portion sødet tærtedej.

Oven forvarmes til 160°. Tærtedejen rulles ud så den passer til en 23 cm tærteform. Tærtefadet smøres og beklædes med dejen.
Æggene piskes sammen i en skål. Salt, smør, sirup, farin og vaniljesukker tilsættes og det hele røres grundigt sammen.
Nødderne fordeles på tærtebunden. Hæld æggeblandingen over i et jævnt lag. Tærten bages i 45-50 min., eller til æggeblandingen føles fast. Hæver tærten for meget, kan ovnvarmen dæmpes til 150°.
Den færdige tærte afkøles helt inden servering.

Siruppen og farin giver en fantastisk karamelagtig smag. Lidt kold creme fraiche eller flødeskum vil kun gøre tærten bedre.

Tærtedej - sødet

23 cm tærteform

75 g smør
120 g hvedemel
62 g sukker
½ tsk. vaniljesukker
1 æg (lille)
evt. 1 spsk. vand

Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melet. Bland sukker, vaniljesukker i. Saml dejen hurtigt med æg og evt. vand. Læg dejen koldt 1 time. Smør tærteform. Rul dejen til en rund plade, som passer til tærteformen. Læg dejpladen i tærteformen og pres dejen op langs kanten.

Tips: Rul tærtedejen ud mellem to stykker film. Dejen er nemmere at styre - bord og kagerulle bliver ikke klisterets og dejen er nem at flytte over i formen.

tirsdag den 2. februar 2010

Sneflokke kommer vrimlende.........

SNESTORM....................
lyden af spise med Price's kendningsmelodi lyder, der tikker en sms ind -  må hellere tjekke for det kunne være en af drengene for klokken er næsten 13. Rigtigt gættet - medelsen lyder på "dette er den sidste bus i dag". Ok, tjekker lige at alle 3 drenge er med bussen og heldigvis er de det. Så skal de ikke hentes på skolen i denne snestorm, men selvfølgelig blev de hentet hvor de stod af bussen - der er ca. 1,5km hjem.

De to store havde fået fri de sidste 2 timer. Nu skal der snehygges hjemme foran pejsen med en nybagt tærte. Det første der lød da drengene kom ind var "mmmm drømmekage", desværre var det kun duften der kunne minde om en drømmekage. Jeg havde bagt en ikke afprøvet kage. En nøddetærte med en karamelmasse over, nu står den i køkkenet og køler af. Jeg er spændt som altid når jeg bager en ny kage. Bare den nu smager godt ;o)
Skulle det vise sig at tærten er som et stykke himmel eller tæt på, kommer opskriften her på bloggen senere. Nu vil jeg nyde resten af dagen med drengene for de næste fem aftner er jeg på job igen....