Jeg løber og løber og kan lide at løbe. Når jeg løber bliver tankerne sat på plads og min krop nyder at blive brugt.
Men hvad er nu det for noget. Siden august har jeg døjet med løbermave. Hvad er det, tænker du nok.
For mig starter det med mavekramper omkring 3-4km og så er det med at komme hjem til toilettet.
Jeg har ikke lavet om på mine træningsrutiner eller mine spisevaner. Men pludselig kan jeg ikke løbe længere end jeg kan se toilettet - groft sagt.
Det giver virkelig skår i løbeglæden, for er det i dag man når hele vejen rundt eller hvad?
Jeg skulle egentlig have deltaget i et kvindeløb på søndag, men det vil jeg ikke. Det er ikke lige sjovt med mavekramper for så at styrte af sted til et toilet og så midt inde i Aarhus. Der vil jeg ikke tages med bukserne nede!
Jeg håber at den mave snart kommer på rette kurs igen. Jeg har kigget på mit madindtag og justeret der hvor jeg kunne, f.eks. ingen rosiner til morgenmaden - øv.
Jeg løber stadig 3 gange i ugen, det skal mave godt nok ikke lave om på. Den må bare tage sig sammen ;o)