Hårde år...

Stille og roligt er vi ved, at vende tilbage.

Min Svigerinde blev 45 år. 

Hun efterlader sig min Bror, børn og barnebarn.

Min Svigerinde fik konstateret brystkræft i sommeren 2021.

Hun gik gennem en hård kemokur, fik fjernet brystet og kræften.

Håbet havde de hele vejen igennem kampen med brystkræften.

I september 2022 blev hun erklæret "rask", og skulle nu "kun" til kontrol.

De nåede, at begynde planlægning af ferier og fødselsdage.

Sidst november 2022, havde Svigerinden kræft i hele kroppen.

Vi bisatte hende start februar 2023.

Min Bror og Svigerinde har været åbne om hele forløbet til børn, familie og venner.

De har været så seje i denne svære tid, og jeg ved, at min Bror og børn nok skal komme på den anden side, for de står ikke alene.

Kvinder, husk at undersøge jeres bryster, og deltag i brystkræft screening når i for den tilbudt.

I 2020 fik min Mand, som 50 årige, konstateret prostatakræft.

Han blev undersøgt på kryds og tværs, for at være sikker på kræften ikke havde spredt sig - det havde den ikke.

Manden fik fjernet hans prostata, og siden er der blevet holdt øje med hans prostata tal, PSA.

Manden er rask og helt ok i dag.

En simpel blodprøve kan fortælle om mænd har et problem med deres prostata. 

Så oplever mænd, blod i urinen, blod i sæden, blærebetændelse, smerter i mellemkødet, rejsningsbesvær, vandladning - så bliv undersøgt for prostatakræft.

I 2019 mistede Manden og jeg vores fædre.

Min svigerfar, 72år, døde efter 4 års kamp med ALS. En kamp, som ikke kan vindes. 

Min egen far blev 69 år.

Året inden havde han været igennem prostatakræft, med kemokur og stråler og gik stadig til kontrol.

Oven i det fik han konstateret dement og Parkinson.

Det er hårdt, at miste to inden for et ½ år, det var hvad vi gjorde.

Et halvt år, hvor vi hjalp Svigermor og til sidst fandt en lejlighed til hende her i nærheden.

Vi nåede lige, at trække vejret inden vi mistede igen. Så var det min mor, som havde brug for os.

Så i slut 2019 gik jeg ned. Jeg kunne ikke mere.

Heldigvis havde jeg en Mand, som samlede mig op sammen med vores drenge.

Jeg vil sige, at jeg gik min depression/personligstress væk.

Væk, er måske et stort ord. 

For den ligger og luger.

Når der sker noget, som med Svigerinden - er jeg kun stærk i små øjeblikke. Stærk i de få timer jeg "skal" - det betyder ikke, at jeg ikke kan vise sorg blandt andre, men at jeg har et øje på hvordan f.eks. min bror og børn har det.

Det betyder, så bare, at jeg sætter mig i sofaen og strikker når jeg kommer hjem.

Heldigvis har jeg Manden, min klippe.

Nu skriver vi sidst februar og jeg kan mærke solen, jeg skal ud og gå.