lørdag den 12. december 2009

Næsten klar til 3 dage med børnefødselsdag

Yngste mand på stammen fylder år på tirsdag. Det skal da fejres. Så i morgen er familien inviteret til brunch kl. 10. Der kommer bedsteforældrene, onkler og tanter, fætter og kusine, det bliver hyggeligt. Menuen kommer til at stå på pandekager m. kanelsirup, kirsebærsirup og frugttern, blødkogte æg, bacon og pølser, brød m. ost og syltetøj. Lækkert lækkert.
Til kaffen kommer honningkagen, den er blevet lagt sammen i dag, så en smule af kanten kunne smages UMMM, den er god. Som Victor sagde "mor, du har gjort det igen". Udover honningkage, koger jeg nogle klejner og så må de nøjes med lidt julesmåkager dertil. Det var søndag.

Mandag kommer klassen hjem. Jeg skal ind på skolen og hente dem også tager vi bussen hjem. 20 børn, det går nok. Bo sørger for at der er lune æbleskiver og varm kakao til dem når vi kommer hjem, der er en lille 1½km gang hjem efter vi er stået af bussen. Der er sørget for slikposer til skattejagten, og mandag formiddag bager jeg en drømmekage, som de kan få sidst på eftermiddagen. For at det hele ikke kommer til at gå op i sukker, kommer jeg en clementin i slikposen og tager et æble med til dem, som kan spises på vejen hjem fra bussen.

Tirsdag er den rigtige dag for fødselaren. Jacob bliver 8 år, og er på vej til at blive en stor dreng. Dagen kommer til at starte med et hyggeligt morgenbord med nye boller og gaver. Som ekstra bonus bliver drengene kørt i skole, det giver mere tid til en hyggelig morgen. Hvad eftermiddagen kommer til at byde, vil vise sig, men aftensmaden kommer til at bestå af hjemmelavet burger.
Nu vil jeg mene at den dreng er blevet fejret, og endda med maner.

Efter at have rendt rundt hele dage (hele familien) for at gøre klar til i morgen, har drengene fået en belønning. Deres enorme bjerg af lego er blevet fundet frem igen.

Ind imellem bliver legoet pakket væk, det sker når legoet fylder hele gangen på loftet og drengene ikke rigtig gider rydde op på det. Så kommer det væk, til gengæld er glæden stor når det igen kommer frem. I dag var ingen undtagelse, der blev helt stille på loftet og det eneste der kunne høres var lyden af et legobjerg, som blev rodet i. En dejlig lyd.

torsdag den 10. december 2009

Julekort, klippet og limet


Nu er julekortene færdige. Det blev til to forskellige. Papiret med skriften "glædelig jul", er noget jeg har lavet inde i word. Hjerternes form har jeg fundet på nettet og så skaleret op og ned. Resten er ordnet med saks og lim.
Det er rart at kortene er færdige, for så har jeg stadig god tid til at få skrevet julekort til familien og vennerne.

Kortene i år har ikke været de vanskeligste jeg har lavet. Et år gik jeg helt amok, og lavede en sprællenisse til hvert julekort. Der blev klippet og bundet knuder og resultatet var da også i orden. Men jeg kan nu bedre lide dem jeg har lavet i år, og så var de ikke vanskelige. De er simple og det er det der gør dem pæne.
Nu skal de bare ud med postdanmark og ønske alle en god jul.

Marcipan, er noget der skal spises

I går aftes var der ikke noget på programmet. Men lige pludselig var der en (faren) der sagde "marcipan, skal vi ikke lave noget med marcipan", "Jubii" lød der. Så frem kom marcipanen, frugtfarver, nødder, kokosmel og m.m frem. Der blev rulle og trillet, der blev trykket og klemt.

Der blev lavet grise, hjerter, juletræer, pakker og planteskovle. Der var fuld gang i fantasien hos både store og små. Der var rigtig gang i snakken og hyggen, men tiden var knap, for der skulle ses julekalender kl. 19.30. Så da klokken nærmede sig, var der nogle der fik travlt med at få vasket fingere. Jeg havde gang i det smeltede chokolade og fik så ro til at give de sidste ting chokolade på.

Resultatet ser godt ud, kan næsten ikke vendte til det skal spises.

Rødbeder


ca. 2,8 liter
3 kg rødbeder
1½ l eddike
800 g sukker
1 tsk. atamonpulver

De vaskede rødbeder koges ½-1 time, i letsaltet vand (1 spsk. salt pr. liter). Det kogende vand hældes fra. Gryden stilles straks under koldt vand. Med denne bratte temperaturforandring får rødbederne et chok, som gør at cellerne sprænges og rødbederne bliver møre. De smuttes og skæres i skiver.
Eddike og sukker gives et opkog. Rødbedeskiverne lægges i. Lagen bringes i kog, atamon tilsættes og det hele fyldes i rene, skoldede og atamon skyllede glas, der lukkes med det samme.

Rullepølse

Noget som jeg forbinder med jul, er at der bliver lavet rullepølse. Det er den eneste tid på året vi selv laver vores rullepøles, hvorfor ved jeg ikke for den er god. Måske skulle det laves oftere.

1 slag af svinebryst

Salt-sukker lage
2 l vand
80 g sukker
320 g salt

Fyld
1 løg
1 spsk. salt
2 tsk. peber
3 tsk. allehånde
2 tsk. koriander
1 spsk. sukker

Kogelage
timian, presille, laurbærblad
1 mørk øl
1 løg med 3 hele nelliker stukket i
10 peberkorn

Spræng slaget. Kog salt-sukker lagen op og lad det køle af inden slaget kommes i. Læg en tallerken på slaget, så den holdes nede i lagen. Stil det ind i køleskabet i 1-2 døgn.

Hak løg i multihakkeren sammen med krydderierne. Fordel løg og krydderierne på slaget. Rul og snør rullepølsen.

Rullepølsen kommes i en gryde, der er stor nok. Dækkes kun lige med øl tilsæt krydderierne og evt. lidt vand. Kog rullebølsen ved svag varme i 1½-2 timer og lad den trække i 1 time i suppen, før den sættes i pres. Stil den i køleskabet i et par dage.

Velbekommen.

Leverpostej

Rødbeder og lun leverpostej eller lun leverpostej med en gang rødkål, umm, det er guf.

1 kg lever
500 g spæk
200 g bacon
100 g smør
150 g mel
1 l mælk
4 æg
1 stort læg
1 tsk. allehånde
1 tsk. nellike
3 tsk. salt
4 tsk. friskkværnet peber

Hak lever og spæk 2 gange, efter sidste gang køres løget igennem hakkeren.
Skær baconen i små tern og steg den. Tag baconen af og brug fedtet i opbagningen. Lav en tyk opbagning af smør, fedtet, mel og mælk i en stor gryde (min. 5L). Tag gryden af varmen og tilsæt de sammen piskede æg, hakkede løg og krydderierne. Tilsæt spæk og lever og rør det godt igennem.
Hæld leverpostejen over i forme og stil dem i fryseren, hvis de ikke skal bages med det sammen.

Bag leverpostejen i et vandbad ved 200° i en time.