mandag den 31. maj 2010

Mandag morgen

mmmmmm

De to yngste er taget afsted med skolebussen.
Ældste sidder og forbreder dansk eksamen til i morgen, inde på værelset.
Manden er gået udenfor og kigger til hønsene og grunden.

Jeg sidder her stille og roligt med dagens første kop kaffe.
Stille og roligt.


Om lidt, når kaffen er drukket, skal jeg igang.
Der er:

  • Vasketøj
  • Oprydning
  • Rengøring
  • Indkøb
  • Lektiehjælp
  • Kørelse til atletik
  • Løbetræning
  • Aftensmad
Nå, men det er bare en ganske almindelig mandag. Så det skal nok gå alt sammen, for det plejer det at gøre.
Der bliver så men også tid til lidt syslerier og en tur rundt i haven. 
Jeg kommer også ned forbi hønsene, de er blevet tosset alle sammen. Vi har ikke mindre en 4 skruk høns og det er ud af 6 høns........hvis der kommer en kylling ud af hvert æg, så får vi 18 kyllinger om en uges tid.


Altså jeg kan se frem til en stille og rolig mandag ;o)

God start på ugen til alle.

søndag den 30. maj 2010

Regn.....

men det er kun uden for. Jeg kan mærke solen begynder at skinne inden i mig igen :o)

I dag fik jeg endelig bagt nye kiks til drengenes madpakker. Det var de spelt-rug kiks, jeg snakkede om først på ugen. Der var lavet en dobbelt potion, men potionen er nu noget lille.

Nu er det kun de to mindste der skal have madpakke med. Ældste søn havde sidste skoledag i torsdags. Så ingen madpakke til ham, han må istedet for spise hjemme og forberede sig på eksamen. Den står på mundtlig dansk på tirsdag, spændende.

Der er også kommet gang i mit strikketøj igen. Endelig er der lys i sigte, og boleroen er ved at være færdig. Nu mangler jeg kun at sy ærmerne på og få samlet en masse masker op til rib i halsen.
Min mand var så fræk at sige "nu må man håbe på du kan passe den", dog med et smil.

Jeg var også lige omkring min symaskine. Nogen gange kan det være lidt farligt at gå ind i mit syrum, fordi ting har det med at hobe sig op derinde ;o)

Heldigvis var det ikke så slemt. Sybordet blev ryddet.
Stoffet, som skal bruges til kantbånd, blev skåret, strøget, syet til et langt stykke og foldet sammen på langs. Nu er det klart til at blive syet på mit "trip around the world".




Det er skønt at få lavet noget håndarbejde.
Jeg tror det er en meget vigtig del af mig, som jeg ikke må glemme.

Spelt-rug kiks


100 g smeltet smør
100 g rugmel
100 g speltmel el. grahamsmel el. sigtemel
1 dl mælk
½ tsk. salt
1 tsk bagepulver

Bland alle ingredienserne sammen til en fast og blød dej. Er dejen for blød tilsættes mere speltmel.
Når dejen er æltet godt, dækkes den med husholdningsfilm og stilles på køl i et par timer. (eller natten over)

Rul dejen ud i 3 mm tykkelse. Prik dejen med en gaffel og skær kiksene ud.
Kiksene bages ved 200° i 8-10 min. Lad dem køle af på en bageriste.

Egholm har gjort det igen......

Elsebeth Egholm har gjort det igen.
Nu er jeg blevet færdig med "Nærmste pårørende" og igen har det været svært at lægge bogen fra sig.
Desværre har det alligevel taget sin tid, at læse bogen. Det er dog ikke Elsebeth Egholms skyld, men min. Der har ikke været nok tid, og jeg kan ikke læse i sengen.

Fortællingen om Dicte Svendsen og hendes verden er fantastisk. Jeg er faktisk glad for jeg ikke er Dicte Svendsen. Hun bliver godt nok udsat for lidt af hvert.
Elsebeth Egholm har en god måde at skrive på og det er som om man ikke kan vente på hvad der sker på næste side. Hvad er det næste Dicte opdager? Hvad er det Dicte's datter laver? ovs.

Jeg kan varmt anbefale at læse bøger skrevet af Elsebeth Egholm. Nu er jeg nød til at finde næste bog i serien, "Liv og legeme".

go go abc

Bogstavet er G

G kan stå for:

Gravhund, Gris, Ged, Garfield, Grønland, Giraf, Grib, Glas, Guldbar, Gås/Gæs, Gocart, Gummibåd, Gravko, Gaffel, Geogin, Gedde, Gedehams, Grus, Græs, Guitar, og Gul som g'et

Jeg var lige ved at glemme ABC-legen. Har brugt de sidst dage på at få energien tilbage, den kommer langsomt.

I dag fik drengene og jeg lidt hjælp. Midterste søn har besøg af en ven. Det kræver noget når der er 3-4 drenge som står og fyre ord af. Der kom nogle gode ord, syntes jeg.

Nu vil jeg være glad og glæde mig til sommeren rigtig tager fat, selv om regnen vil sikker en god høst i køkkenhaven.

fredag den 28. maj 2010

Medalje med pære og marcipan

En potion medaljer

Fyld:
2 pærer
4 spsk vand
2 spsk sukker
2½ dl fløde
100 g marcipan

Glasur:
125 g flormelis
lidt vand

Pynt: mynte eller citronmelisse

Skær pærerne i små tern. Kog vand og sukker op, tilsæt pærerne og lad det koge i 4-5 min uden låg.
Pærerne drypper af i en si, og lad dem blive kolde.
Pisk fløden til skum. Bland den revet marcipan og halvdelen af pærerne i.

Pynt halvdelen af bundene med glasur og pæretern og evt. et par mynte- eller citronmelisseblade. Dæk den anden halvdel med creme. Læg bunden med glasur øverst.