lørdag den 21. november 2009

Surdej opskrift


Surdejen er ligesom tynd grød, og giver en fantastisk smag i brødet.
Start en surdej:
5 dl vand
80 g hvedemel
40 g rugmel
40 g grahamsmel

10-14 dage før brug: pisk alle ingredienser godt sammen. Opbevar dejen ved stuetemperatur i en skål med et viskestykke over og rør godt i den en gang om dagen. Der skal skrabes godt i bunden, så der ikke ligger noget der, som begynder at rådne.

Efter 10-14 dage skulle det gerne dufte som en god og kraftig mørk øl, og så er den klar til brug.

Surdejen kan opbevares i køleskabet og tages ud dagen før brug, hvis der ikke bages et par gange i ugen. Bages der et par gange i ugen kan surdejen sagtens stå på køkkenbordet dækket med en klud.

Hver gang der bruges af dejen, skal den friskes op med omkring den tilsvarende mængde, som der fjernes. Der tilsættes lige så meget hvedemel, som der tilsammen er tilsat rugmel og grahamsmel.
Står surdejen i længere tid, skal den have noget at leve af. Giv den lidt mel og rør godt. Det holder liv i surdejen.

Skulle surdejen alligevel begynde at lugte af eddike, så kan den redes. Man behøver ikke at skulle vente i 14 dage.
Tag 2 dl af surdejen og hæld resten ud. Tilsæt vand og mel og rør det godt ud. Nu skal surdejen bare stå en uge og den er klar. Den vil begynde at boble og dufte godt igen.

HUSK, en surdej skal passes. Der skal røres hver dag, når den står på køkkenborderet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar